Tensegrity


  Behandling med tensegrity er ideel til at løsne spændinger i muskler, smerter i led og stivhed i bevægelser.

  Tensegrity giver dig en fornemmelse af velvære og forøgelse af fleksibiliteten i kroppen.
  Tensegrity betyder "en elastisk enhed, der giver efter", og har fokus på muskler og sener samt bindevævet i kroppen.
  Vores krop er dannet som en tensegrity struktur. Når man falder og slår sig, forplanter stødet sig gennem kroppen som en bølge, der ender med at forlade kroppen
  igen, hvis den energi støddet udgør, frit kan løbe igennem.

  Hvis en ”chokbølge” bevæger sig gennem et led der er afslappet, går bølgen igennem leddet, men hvis leddet er fastlåst, kan bølgen ikke komme videre, og al den
  indkomne kraft sætter sig i det allerede overbelastede led. På denne måde vil alle livets belastninger ophobe sig de 4-5 steder, hvor vi har fået vores første
  fastlåsninger, og resulterer i spændinger, smerter eller skævhed.

  Tensegrity er en metode, der kan genetablere det frie flow, og dermed åbne for energien i kroppen.

  Tensegrity er godt som en traumeløsende teknik i tilfælde af, at vi bliver udsat for et traume (en fysisk eller psykisk skade) Det kan f.eks. være fra et fald, et slag,
  et følelsesmæssigt chok eller en alt for hurtig bevægelse i kroppen. Piskesmæld er et typisk eksempel på en hurtig bevægelse, der bliver siddende i kroppen.
  En lille låsning ét sted i rygsøjlen kan bevirke ændret form og nedsat mobilitet i hele rygsøjlen, og med tiden andre steder i kroppen.

  Der er oftest sådan, at et traume kommer ind ét sted og sætter sig som et problem et andet sted. Det kan derfor være svært at se og forstå sammenhængen i flere
  umiddelbart usammenhængende symptomer, men der er som regel en sammenhæng.

  Mindre bevægelser kan også sætte sig som stivhed i kroppen. Hvis man f.eks. har en skæv holdning, foretager gentagne bevægelser der resulterer i spændinger,
  sidder i en uhensigtsmæssig stilling ved skrivebordet og så videre. Som ung lægger man ikke mærke til disse opsamlede spændinger, men senere kommer stivheden
  og smerterne. Måske bliver man lidt krumbøjet, halter lidt eller får vejrtrækningsbesvær   - alt sammen noget, der kan frigøres og løsnes op med Tensegrity.

  Man kan behandle udelukkende med Tensegrity, men behandlingsformen kan også kombineres ind i de kranio-sakrale teknikker.
  Tensegrity kan anvendes til behandling af de samme symptomer som kranio-sakral terapi.

  Gigt er værd at nævne, da man kan gå ind og arbejde på de enkelte led i f.eks. skuldre, albue, hænder, hofter, knæ og fødder, samt gøre dem mere elastiske.

  Under behandlingen ligger du som regel på en briks fuldt påklædt.
  Som den første del af behandlingen starter jeg med at mærke, hvor kroppen er blød og medgørlig, og hvor den er stiv og uelastisk og gør modstand.
  Behandlingen består i at påvirke de steder, der er blokeret og det sker med små, næsten umærkelige tryk, vrid og træk.
  Tensegrity er en meget afslappende og behagelig behandlingsform.